“Der er efter min mening én meget alvorlig mangel i Kristi moralske karakter, og det er, at han troede på helvede.” Sådan skrev den agnostiske britiske filosof Bertrand Russell i 1967. Ideen om evig straf for synd, bemærker han videre, er “en doktrin, der satte grusomhed i verden og gav verden generationer af grusom tortur.”
Hans synspunkter er i det mindste mere konsekvente end religionsfilosoffen John Hick, der betegner helvede som en “grum fantasi”, der ikke blot er “moralsk afskyelig”, men også “en alvorlig perversion af det kristne evangelium”. Endnu værre var det med teologen Clark Pinnock, der, selv om han betragtede sig selv som evangelisk, afviste helvede med et retorisk spørgsmål: “Hvordan kan man et øjeblik forestille sig, at den Gud, der gav sin søn til at dø for syndere på grund af sin store kærlighed til dem, ville installere et torturkammer et sted i den nye skabelse for at udsætte dem, der afviser ham, for evig smerte?”
Så, hvad skal vi tænke om helvede? Er ideen om det virkelig ansvarlig for al den grusomhed og tortur i verden? Er doktrinen om helvede uforenelig med Jesu Kristi vej? Næppe. Faktisk er den mest produktive lærer om helvede i Bibelen Jesus, og han talte mere om helvede end han gjorde om himlen. I Matthæus 25:41-46 lærer han os fire sandheder om helvede, som bør få os til at sørge over udsigten til, at nogen skal opleve dens rædsler.
1. Helvede er en tilstand af adskillelse fra Gud.
På dommens dag vil Jesus sige til alle vantro: “Gå bort fra mig, I forbandede, ind i den evige ild” (v. 41). Det er den samme slags sprog, som Jesus bruger andre steder til at beskrive den endelige dom over de vantro (se 7,23).
At være adskilt fra Gud er at være adskilt fra alt og alt godt. Det er svært at forestille sig, for selv det mest elendige menneske nyder nogle af Guds velsignelser. Vi indånder hans luft, bliver næret af mad, som han leverer, og oplever mange andre aspekter af hans almindelige nåde.
På jorden nyder selv ateister godt af fordelene ved Guds godhed. Men i helvede vil disse velsignelser være ikke-eksisterende. De, der er henvist dertil, vil huske Guds godhed og vil endda have en vis bevidsthed om himlens uendelige glæder, men de vil ikke have adgang til dem.
Dette betyder ikke, at Gud vil være helt fraværende i helvede. Han er og vil fortsat være allestedsnærværende (Sl. 139:7-8). At blive adskilt fra Herren og kastet i helvede betyder ikke, at en person endelig vil være fri for Gud. Den pågældende person vil fortsat være evigt ansvarlig over for ham. Han vil fortsat være Herre over personens eksistens. Men i helvede vil et menneske for evigt blive adskilt fra Gud i hans godhed, barmhjertighed, nåde og godhed. Han vil blive henvist til at have med ham at gøre i hans hellige vrede.
2. Helvede er en tilstand af tilknytning.
Jesus siger, at helvedes evige ild blev “beredt for Djævelen og hans engle” (Matt. 25:41). Mennesker blev skabt til Gud. Helvede blev skabt til Djævelen. Alligevel vil mennesker, der dør i deres synd, uden Jesus Kristus som Herre og frelser, tilbringe evigheden i helvede med det væsen, der er mest ulig Gud. Det er en tragisk ironi, at mange, der ikke tror på Djævelen i dette liv, vil ende med at tilbringe evigheden med at blive pint sammen med ham i helvede.
3. Helvede er en tilstand af straf.
Jesus beskriver det som “ild” (v. 41) og et sted for “straf” (v. 46). Helvede er et sted for gengældelse, hvor retfærdigheden sker ved at betale for forbrydelser.
Straffen skal passe til forbrydelsen. Helvedes elendighed og pine peger på syndens ondskab og alvor. De, der protesterer mod den bibelske doktrin om helvede som værende overdreven, afslører deres utilstrækkelige forståelse af syndens syndighed. For syndere at blive henvist til noget mindre end den evige straffes rædsler ville være en uretfærdighedskrænkelse.
4. Helvede er en evig tilstand.
Men selv om nogle gerne vil forkorte varigheden af denne tilstand, er Jesu ord meget klare. Han bruger det samme adjektiv til at beskrive både straf og liv i vers 46. Hvis helvede ikke er evigt, er den nye himmel og jord det heller ikke.
Hvordan kan Gud kræve uendelig straf for en endelig synd? For det første fordi den person, mod hvem al synd er begået, er uendelig. Forbrydelser mod den uendeligt hellige, uendeligt venlige, uendeligt gode og uendeligt suveræne hersker i verden fortjener uendelig straf. Desuden vil de, der er dømt til helvede, fortsætte med at synde i al evighed. Der er ingen omvendelse i helvede. Så straffen vil fortsætte, så længe synden fortsætter.
Den frygtelige situation i helvede uddyber vores taknemmelige lovprisning af den frelse, vi har i Jesus Kristus. Helvede er det, som vi fortjener. Og helvede er det, som han oplevede på korset i vores sted.
At tro på sandheden om helvede motiverer os også til at overtale mennesker til at blive forsonet med Gud. Ved Guds nåde er de af os, der stoler på Kristus, blevet reddet fra denne forfærdelige skæbne. Hvordan kan vi elske mennesker og nægte at tale klart til dem om realiteterne omkring evig fordømmelse og Guds nådige bestemmelse om frelse?
Et klarere syn på helvede vil give os større kærlighed til både Gud og mennesker.
Dette indlæg blev oprindeligt offentliggjort i magasinet Tabletalk.