I begyndelsen af 1950’erne var jesuitpræsten Joseph Gelineau aktiv inden for liturgisk udvikling i flere bevægelser, der førte frem til Vatikankoncil II. Især den nye Gelineau-salmesang på fransk (1953) og engelsk (1963) viste, at det var muligt og velkomment at bruge sådanne folkekirkelige sprogindstillinger.
Den moderne katolske liturgiske musik voksede efter de reformer, der fulgte efter Det andet Vatikankoncil, som opfordrede til en bredere anvendelse af folkekirkeligt sprog i den romersk-katolske messe. I General Instruction of the Roman Missal står der:
Der bør … lægges stor vægt på brugen af sang i fejringen af messen, under behørig hensyntagen til folkets kultur og evner i hver enkelt liturgisk forsamling. Selv om det ikke altid er nødvendigt (f.eks. i hverdagsmesser) at synge alle de tekster, der i sig selv er beregnet til at blive sunget, bør man være meget omhyggelig med at sørge for, at der ikke mangler sang fra præsterne og folket i fejringer, der finder sted om søndagen og på hellige helligdage.
Det tilføjer:
Alt andet lige har den gregorianske sang en fremtrædende plads, fordi den hører til i den romerske liturgi. Andre former for kirkemusik, især polyfoni, er på ingen måde udelukket, forudsat at de svarer til ånden i den liturgiske handling, og at de fremmer alle de troendes deltagelse. Da de troende fra forskellige lande mødes stadig hyppigere, er det passende, at de i det mindste kan synge sammen nogle dele af messeordnen på latin, især trosbekendelsen og Fadervor, sat til de mere enkle melodier.
Den første engelsksprogede messe var i gregoriansk sangstil. Den blev skabt af Dennis Fitzpatrick fra De Paul University og fik blot titlen “Demonstration English Mass”. Fitzpatrick komponerede og indspillede denne messe på vinyl i midten af 1963. Han uddelte den til mange af de amerikanske biskopper, som var på vej tilbage fra en pause under Det andet Vatikankoncil. Messen blev godt modtaget af mange amerikanske katolske gejstlige og siges at have fremmet deres accept af Sacrosanctum Concilium (SC). Dette dokument fra Vatikanet om den hellige liturgi omstrukturerede messen og tillod brugen af folkekunsten. Fitzpatricks messe havde givet biskopperne mulighed for at forestille sig, hvordan en engelsk katolsk liturgi kunne lyde. Sammen med den musik, som Fitzpatrick skrev, skrev han også “Demonstration English Liturgy Altar Missal”.
Revisionen af musikken i liturgien fandt sted i marts 1967, med vedtagelsen af Musicam Sacram (“Instruktion om musik i liturgien”). I punkt 46 i dette dokument hedder det, at der kan spilles musik under den hellige liturgi på “instrumenter, der er karakteristiske for et bestemt folk”. Tidligere blev pibeorgelet brugt til akkompagnement. Brugen af instrumenter, der var hjemmehørende i kulturen, var et vigtigt skridt i udbredelsen af sange, der blev skrevet til at ledsage den katolske liturgi.
Ud over sin rolle i skabelsen af denne første engelsksprogede messe, havde Dennis en stor andel i F.E.L. (Friends of the English Liturgy). Mange af de samtidige kunstnere, der var forfattere til den folkemusik, der blev brugt i amerikansk katolsk liturgi, valgte F.E.L. som forlag, ligesom Ray Repp, der var pioner inden for moderne katolsk liturgisk musik og forfatter til “First Mass for Young Americans”, en suite af musikstykker i folkemusik stil, der er designet til den katolske liturgi. Repp gav en impuls til udviklingen af “guitarmesser.”
Reformerne udløste en bred bevægelse i den engelsktalende romersk-katolske kirke, hvor en hel samling af ældre protestantisk salmesang og nykomponeret moderne katolsk liturgisk musik blev introduceret gennem nye salmebøger som World Library Publication’s People’s Mass Book, Living Parish, We Celebrate, NALR’s tre bind af Glory and Praise og Mayhew-McCrimmon’s 20th Century Folk Hymnal-bindinger.
En stor del af den tidligt komponerede Contemporary Catholic Liturgical Music fra 70’erne var inspireret af datidens populærmusik, som brugte guitarer og andre instrumenter, der almindeligvis forbindes med “folkemusik”, og som omfattede sangskrivere som Ray Repp, Joe Wise og senere medlemmer af amerikanske grupper som St. Louis Jesuits og Dameans. Af denne gruppe spredte musikken fra St. Louis Jesuits sig vidt omkring, og mange af deres kompositioner er stadig populære i dag.
I Storbritannien bidrog den katolske karismatiske bevægelse også til disse ændringer, idet den introducerede “praise and worship”-tilgangen til liturgisk musik, som blev indarbejdet i Mayhew-McCrimmonds publikationer.
I 1990’erne og ind i det tidlige 21. århundrede trak denne musikstil mindre på sine folkemusikalske rødder end på en række forskellige stilarter og påvirkninger fra det moderne samfund. I mange områder i USA og i regioner i hele den engelsktalende verden var det meste eller al den musik, der blev spillet under søndagsmessen, hentet fra denne samling værker fra slutningen af det 20. århundrede. Som følge heraf var traditionelle former for katolsk musik (som f.eks. gregoriansk sang) blevet sjældne i mange kirker og ukendte i nogle kirker. I år 2000 foretrak de fleste katolske sangbøger moderne katolsk liturgisk musik, en del salmesang og en meget lille samling af sang (som engang havde været den ufravigelige del af den katolske kirkemusik).
Ud over udbredelsen inden for det katolske samfund blev en række stykker fra det sene 20. århundredes katolske korpus almindelige blandt amerikanske mainline-protestanter. Dette gælder for lutheranere – især den evangelisk-lutherske kirke i Amerika – hvor både de mere salmeagtige forsamlingssange og dele af messe- og salmesætninger findes blandt nyere salmebøger som Evangelical Lutheran Worship og With One Voice. Marty Haugen, der er lutheraner og en af de mest kendte komponister, skaber både romersk-katolske og lutherske udgaver af sine messesætninger og skriver også stykker til specifikt lutherske ritualer.
Men selv om musikalske messesætninger ikke er så udbredt i de fleste protestantiske hovedretninger, er en række af de mere kendte sange blevet føjet til disse kirkers traditionelle salmerepertoire og optræder i mange af det sene 20. århundredes salmebøger for de forskellige kirkesamfund. Disse omfatter kompositioner som Bernadette Farrells “Christ be our Light”, Dan Schuttes “Here I Am, Lord”, John Foleys “One Bread, One Body”, David Haas’ “Blest Are They” og flere af Haugens stykker, herunder “All Are Welcome”, “Gather Us In”, “Awake, Awake, and Greet the New Morn” og “Healer of Our Every Ill”.