Den førende pioner i skabelsen af fjernsynet, John Logie Baird, var skotte, født i 1888, søn af en presbyteriansk præst og uddannet i Glasgow. Han var elektroingeniør og et excentrisk geni, men han var ikke nogen forretningsmand, hans helbred var usikkert, og efter en tid med markedsføring af sokker, syltetøj og sæbe fik han et nervesammenbrud.
I 1923 trak han sig tilbage til Hastings i Sussex, hvor han blev beskrevet som så tynd, “at han næsten var gennemsigtig”. Det var her, at han opfandt en barberkniv af glas, som han skar sig slemt med, og pneumatiske såler til sko, som sprang efter 100 meter. Endelig fremstillede han noget, der virkede, et embryon til de nuværende fjernsynsapparater, et primitivt apparat, der stod på et vaskebord på hans loft og bestod af cykellamper, skiver til scanning skåret ud af pap, en kagedåse, stopnåle og snor. Det transmitterede et ustabilt, flimrende billede af et malteserkors over en afstand på få meter.
Baird flyttede til London, hvor det i 1925 lykkedes ham at transmittere billedet af et menneskeligt ansigt, og i 1926 gav han en demonstration for et fascineret publikum af videnskabsmænd. Fjernsynet var stadig ufærdigt, men det virkede. Han fortsatte i sit Long Acre-laboratorium i Covent Garden-området og forbedrede støt sit udstyr og sine resultater.
Baird skabte dernæst det første fjernsyn i naturlige farver. Ronald F. Tiltman, som senere skrev en bog om Baird, var vidne til den første demonstration i Long Acre-laboratoriet i 1928. Han sagde, at “den levende virkelighed af de farver, der blev set på den modtagende skærm, var ganske bemærkelsesværdig”. Når det menneskelige ansigt blev transmitteret, viste det en sart lyserød, mens en udstående tunge viste en dybere lyserød, forsøgspersonen bandt også tørklæder i forskellige farver rundt om hovedet og satte derefter en politimands blå hjelm på, og hver farve kom klart igennem. En buket blå blomster og en anden med røde roser viste sig på en forbløffende levende måde og så tæt på de originale nuancer, som det var muligt at bestemme.’
I august kæmpede hundredvis af mennesker næsten mod hinanden for at se Bairds tv-demonstrationer på Olympia, som omfattede en halv times sang og skæve irske historier af en af tidens stjerner, Peggy O’Neil, og verdens første tv-reklame, for Daily Mail. I 1929 leverede Baird det første BBC-tv-program nogensinde, i sort-hvid, hvilket førte til halvtimesprogrammer fem morgener om ugen, og i 1931 viste han Derbyet med meget positiv omtale.
Historien endte dog trist, da Baird befandt sig i konkurrence med den magtfulde Marconi-EMI-organisation, hvis system BBC til sidst foretrak. Den skuffede Baird, som blev berøvet den succes, han havde håbet på, levede til 1946, hvor han døde i en alder af 57 år.