Mennesker lever længere i hele verden. Selv om der har været tydelige op- og nedture, har den forventede levetid ved fødslen generelt været støt stigende i mange år. Den er mere end fordoblet i de sidste to århundreder.
Denne stigning var tidligere drevet af reduktioner i børnedødeligheden. Men siden omkring 1950’erne har den vigtigste drivkraft været reduktioner i dødeligheden i de højere aldre. I Sverige f.eks., hvor nationale befolkningsdata er blevet indsamlet siden midten af det 16. århundrede og er af meget høj kvalitet, har den maksimale levetid været stigende i næsten 150 år. Der er observeret stigende levetider i mange andre lande, herunder i Vesteuropa, Nordamerika og Japan.
Dette har bidraget til en hurtig stigning i antallet af meget gamle mennesker – dem, der bliver op til 100, 110 år eller endnu mere. Den første verificerede supercentenar (110 år og derover) var Geert Adrians-Boomgaard, som døde i 1899 i en alder af 110 år og fire måneder. Hans rekord er siden blevet slået af andre. Den første bekræftede kvindelige superhundredeårige, Margaret Ann Neve, døde i 1903 i en alder af 110 år og ti måneder, og hun holdt rekorden i næsten 23 år. Delina Filkins døde i 1928 i en alder af 113 år og syv måneder. Hun holdt rekorden i lidt over 52 år.
Den nuværende rekordindehaver er den franske kvinde Jeanne Calment, som døde den 4. august 1997 i en alder af 122 år og fem måneder. På trods af den næsten eksponentielle stigning i antallet af supercentenarians siden begyndelsen af 1970’erne holder hendes rekord – men det er usandsynligt, at hun vil holde den meget længere.
Surviving past 100
Og selv om disse opadgående tendenser i levetiden er udbredte, er de ikke en selvfølge. De seneste forbedringer i den danske dødelighed efter en periode med stagnation har ført til mistanke om, at levetiden for hundredårige kan være stigende her. Dette er noget anderledes end det, der for nylig er blevet observeret i Sverige, hvor der har været en vis opbremsning i de højeste aldre.
Vi undersøgte 16.931 hundredårige (10.955 svenskere og 5.976 danskere) født mellem 1870 og 1904 i Danmark og Sverige, som er nabolande med tætte kulturelle og historiske bånd, for at se, om vores mistanke måske er korrekt. Selv om Sverige generelt har lavere dødelighedstal end Danmark i de fleste aldre, blev der ikke fundet tegn på en stigning i Sverige i de seneste år. I Danmark blev det imidlertid observeret, at de allerældste døde i højere og højere aldre, og den alder, hvor kun 6 % af de hundredeårige overlevede, steg konsekvent i perioden.
Denmark og Sverige ligner hinanden på mange måder, men alligevel er disse tendenser i levetiden meget forskellige. Forskellen kan skyldes flere årsager, som det ikke er let at adskille fuldt ud. Men vi har et par idéer.
Sundhedssystemer
Først er der forskellige sundhedsniveauer blandt de to ældre befolkninger. Nylige undersøgelser har vist forbedringer i helbredet målt ved aktiviteter i det daglige liv (ADL) – de grundlæggende opgaver, der er nødvendige for at føre et selvstændigt liv, f.eks. at bade eller tage tøj på – i kohorter af kvindelige hundredeårige i Danmark. I Sverige har sådanne tendenser for de ældre derimod været mindre optimistiske. En undersøgelse viste, at der ikke var nogen forbedring i ADL, med en forværring i mobilitet, kognition og præstationstest.
Den forskel, der er i de to sundhedssystemer, især i nyere tid, kan derfor også være en del af forklaringen på forskellen. Udgifterne til offentlige tjenester blev reduceret i Sverige i begyndelsen af 1990’erne som følge af en række økonomiske kriser. Sundhedsvæsenet for de ældre blev ramt. F.eks. skete der i forbindelse med den stationære ældrepleje et skift fra hospitaler til plejehjem og en reduktion i antallet af plejehjemssenge. Nedskæringerne gjorde, at nogle ældre mennesker var i fare, især dem i de laveste socioøkonomiske grupper.
Dertil kommer, at de to lande siden har fulgt lidt forskellige veje i forhold til ældreplejen: Sverige har en tendens til at målrette sig mod de svageste, mens Danmark har en lidt bredere tilgang. Nogle undersøgelser tyder på, at Sveriges tilgang har resulteret i, at nogle, der har brug for pleje, ikke har fået den, idet de mindst velhavende segmenter af den ældre befolkning i højere grad er afhængige af familiepleje, som kan være af lavere kvalitet.
Personer, der når en høj alder, er en udvalgt gruppe og er naturligvis meget holdbare. Måske er de på grund af deres iboende modstandsdygtighed og særlige fysiologi bedst i stand til at drage fordel af forbedringer i levevilkår og teknologi.
Vores sammenlignende undersøgelse tyder på nogle interessante ting for andre nationer, især hvor der er udviklingsøkonomier og vækstøkonomier. Disse resultater viser, at det kan være muligt at forlænge levetiden yderligere, hvis det lykkes at opnå forbedringer af sundheden i de højeste aldre, og hvis ældrepleje af høj kvalitet er bredt tilgængelig. Hvis dette er tilfældet, vil revolutionen for menneskets levetid fortsætte i et stykke tid endnu.
Denne artikel er genudgivet fra The Conversation under en Creative Commons-licens. Læs den originale artikel.